Hvad hvis ensomheden får mig først?
Er du også i tvivl om, hvad du efterhånden skal fylde samtalerne med i ugens telefon- eller skype-opkald? Her er 17 spørgsmål, der kan give nye samtaler.
Jeg vil gerne række ud og ringe til nogen. Jeg vil gerne tale med nogen i løbet af min dag. Men når dag nummer 52 ligner alle de foregående dage, så er det svært at vide, hvad man skal starte samtalen med.
I dag er det officielt International Ensomhedsdag. Men uofficielt har ensomheden været hård og global i flere måneder nu. I Danmark hærgede ensomheden allerede i stor stil før Covid-19. Og nu virker kampen nærmest umulig, når det bedste råd til at overleve lige pt. er, at holde afstand.
Jeg har siddet med telefonen og bladret igennem listen af dem, jeg kunne tage kontakt til. Men uden at trykke på den grønne telefon-knap. For det slider på mig, at skulle slæbe os begge gennem en samtale, jeg ikke føler, jeg kan være med til at løfte. Og ikke har noget at tilføje til.
Det er absolut nødvendigt med afstanden. Men det er også absolut uhyggeligt, at for tæt kontakt er blevet decideret upassende. At så mange singler, enlige og enker ikke har fået et kram i måneder.
I min generation har vi ikke meget øvelse i at tale om andet end det, der sker lige her og nu. Vi taler meget om vores nye jobs, vores nye projekter, vores nye oplevelser med vores (nogengange) nye venner, de arrangementer, vi lige har været til og de seneste nyheder. Det er der ikke noget galt i.
Men det kan jeg ikke lige nu. Jeg kan ikke fortælle om de nye projekter, jeg er begyndt på, for de er gået i stå. Jeg kan ikke fortælle om fremgang i min virksomhed, for der er ingen. Jeg kan ikke fortælle om de arrangementer jeg tager til, for de er alle aflyst.
Så da jeg havde bladret listen af navne igennem nogle gange, lagde jeg telefonen væk. En time senere sidder jeg med den igen.
Min mormor er den eneste, jeg kan komme i tanker om at ringe til. Hos hende taler vi lige så meget om de ting hun husker for 50-80 år siden, om det, der sker her og nu.
Jeg spørger hende, hvordan det var at vokse op i Stepping i 1920’erne, og jeg spørger hende, hvordan hun mødte morfar. Jeg spørger, hvordan hun turde yde modstand under besættelsen, og jeg spørger, hvordan hun og morfar fandt på at lave en kjolefabrik, når de begge var uddannede frisører.
Og det er vel den type spørgsmål, jeg har glemt, at man også kan stille alle andre. Hvorfor blev du journalist? Hvad drømmer du om at bruge dit liv på? Hvad er dit bedste rejseminde? Hvorfor brugte du ikke dit sabbatår på at backpacke som alle de andre?
Vi er jo ikke kun i dag og i morgen. Derfor har jeg herunder samlet en række spørgsmål, til dig, der også gerne vil have gang i en ny samtale.
